Ringgården vil være en grøn og miljøbevidst boligorganisation. Vi sætter spændende arkitektur, dristig boligindretning og miljørigtig bæredygtighed i højsædet.
Helt overordnet handler bæredygtighed for os om at skabe en balance mellem mennesket og naturen - nu og her samt i fremtiden - og dermed sikre kommende generationers levevilkår. Det handler om at tage ansvar.
Som bygherre producerer vi nogle af samfundets allerstørste og kostbareste produkter, og vi har derfor et særligt ansvar for at medvirke til at formindske CO2-udledningen - dette gælder både i fremstillingen af byggematerialer og i bygge- og driftsperioden. Derfor samarbejder vi aktivt nationalt såvel som internationalt for at dele egne og høste af andres erfaringer inden for bæredygtigt byggeri i den europæiske byggesektor.
Bæredygtighed handler ikke kun om at mindske energiforbruget, det handler også om at økonomisere med ressourcerne, ligesom det handler om det liv, som leves i vores boliger og boligområder - såvel indeklima som social og arkitektonisk bæredygtighed.
Ringgården har indgået en klimapartnerskabsaftale med Aarhus Kommune for at være med til at bane vejen til et CO2-neutralt Aarhus
Minimere ressourceforbrug
Vi ønsker at minimere ressourceforbruget: Igennem maksimalt brug af miljørigtige løsninger ønsker vi markant at nedsætte forbruget af el, vand og varme og at reducere affaldsmængden væsentligt.
Sundt indeklima
Vi ønsker det maksimalt sunde indeklima: Vi har et ansvar for at minimere brugen af sundhedsskadelige stoffer i vore boliger. Vi ønsker derfor kun at anvende materialer, som minimerer eller helt afskaffer afgasning fra byggematerialer.
Social bæredygtighed
Vi ønsker at bygge boliger, der giver mulighed for social bæredygtighed. Det sociale liv, der udspiller sig i bygningerne, skal også have et kvalitativt element i sig. Derfor sørger vi i vore byggerier for gode rammer for fælles aktiviteter – som et tilbud, ikke en pligt.
Arkitektonisk bæredygtighed
Vi ønsker at bygge arkitektonisk bæredygtigt. Vi, der bygger bygninger, som skal eksistere og fungere i mere end 100 år, har et særligt ansvar for at bygge med arkitektonisk kvalitet. Arkitekturen skal ikke kun være en ramme om det at "bo godt”. Arkitekturen skal være en del af det at "bo godt”.